Den morgen var jeg kun gået i garagen for at hente en gammel værktøjskasse. Det var normalt min mands domæne. Han holdt alt pænt, eller vidste i det mindste, hvor alt var. Jeg gik derimod sjældent derind. Garagen føltes altid mørk og forsømt med en svag pære, der flimrede, som om den tiggede om at blive udskiftet.
Men afen eller anden uforklarlig grund følte jeg mig draget dertil den dag. Da jeg kom ind, gik jeg langs væggen, forbi stablede kasser og støvede hylder, da noget fangede mit øje i det fjerne hjørne. Der, bag det gamle skab, hvor vi havde gemt rester af malerbøtter og ødelagt værktøj i årevis, lurede noget usædvanligt.
Først kunne jeg ikke helt placere det. Det var stort, mærkeligt formet og dækket af et tykt, gråhvidt lag, der lignede støv. Men så bevægede det sig. Ikke helt – bare små fragmenter, der dirrede på en måde, der fik hårene på min nakke til at kraje sig. Jeg frøs til og stirrede. Så bevægede jeg mig tættere på, og lufttemperaturen syntes at falde.
Det jeg så, fik mig til at knide mig sammen. Det var en rede – ikke bare et spindelvæv i hjørnet, ikke noget man kunne feje væk med en kost. Den var enorm, spredt ud som en levende fæstning på bagsiden af et skab. Den så ikke ægte ud, i hvert fald ikke som noget jeg nogensinde havde sat. Structuren var tyk, tæt og fiberholdig, vævet af det, der lignede lag af bomuld og spindelvæv viklet ind i en hvirvlende kokon.
Indeni myldrede reden af liv. Snesevis – måske hundredvis – af små edderkopper kravlede hen over dens overflade og vævede sig ind i trådene som bygningsarbejdere på stilladser. Andre sad stille og ventede, som de bevogtede noget. Og så så jeg dem: små klynger af hvide æg, tæt pakket inde, bare ventende på at klække. Hele structuralen var ikke bare et spindelvæv. Det var en by. Et skjult økosystem, der blomstrede, voksede og udvidede sig kun få meter fra hvor vi boede.
For at fortsætte med at læse, klik på Fortsæt nedenfor 👇👇
